2025

Kære DR: Opstilling af VE i Danmark er kendetegnet ved stærke lokal- og landspolitiske vedtagelser

By 21/09/2025oktober 16th, 2025No Comments


– Over hele landet samler borgere sig i lokale foreninger og grupper, der protesterer mod opførelsen af VE-anlæg. I dag mødes mange af grupperne til et landsmøde i Silkeborg, hvor målet er at danne en landsforening. Sådan skriver I på dr.dk i jeres artikel om VE-modstanden i Danmark.

Undertegnede, der er journalist, har de sidste 10 år på daglig basis fulgt den lokale debat om vind- og solanlæg i Danmark. Artiklens anslag og artiklen som helhed giver indtryk af, at vi med VE-modstanden i Danmark har med en vældig potent folkelig modstandsbevægelse at gøre. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvis I kigger på fakta.

Der har eksisteret en national forening mod vindmøller i langt over 10 år – og for under to år siden kom nr. to af slagsen til. Primært med personer fra den første: Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller.
Hvis I kigger på de to VE-modstanderforeninger på Facebook. så har de hver især, hvad der svarer til det antal følgere, som den lokale forening Fjerkræ – Rugeæg i Østjylland har. Og den landsdækkende forening for rugeæg og fjerkræ har en del flere medlemmer end de 1300 plus 1600 følgere, som de to nationale VE-modstanderforeninger i Danmark har.

I øvrigt har langt størsteparten af de danske kommuner en fremsynet og positiv politik ift. etablering af VE indenfor egen kommune. De danske kommuner bakker således op om skiftende blå og røde regeringers beslutninger – alle vedtaget med næsten enstemmighed. Der er med andre ord en bred lokal- og landspolitisk opbakning til på demokratisk vis at finde løsninger i arbejdet med at frigøre os fra fossile brændsler – herunder Putins gas.

Jeg så gerne, at I bevarede proportionerne i jeres udsagn om VE-modstanden i Danmark, og det ville være passende, om I her 3 uger inde i jeres velsmurte kampagne forholdt VE-modstanderne, hvordan de egentlig har tænkt sig, at vi i Danmark skal løse vores klima- og energiudfordring. Det er nemt blot at sige nej, når man ikke forholder sig til, hvordan vi løser den fælles udfordring, vi som samfund står overfor.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/lokale-modstandsgrupper-mod-solceller-og-vindmoeller-samles-vil-danne-landsforening?fbclid=IwY2xjawM8-6JleHRuA2FlbQIxMQABHnZD0nYf93AB3W_nA8ARHAsECK0BUv8drQICGIK2iUsitwvWZA-kPUCSFhCK_aem_61xs9CU4BHR71nPOAG0MxA

Af Anton Gammelgaard, VidenOmVind