Leon Mishnaevsky, forsker fra DTU, står bag en videnskabelig artikel om udledning af mikroplast fra møllevinger. Den videnskabelige artikel der er fagfællebedømt og udgivet på Science, er i visse medier udlagt, som om helt almindelige regndråber kan gøre stor skade, når de rammer møllevingerne med stor hastighed. Det beskyttende lag på møllevingerne gennemhulles fuldstændigt på under et år i almindeligt dansk vejr, og sender store mængder mikroplast ud i naturen, lyder det blandt andet.

Medieomtalen startede med en stor artikel i TV2.no, og er sidenhen fulgt op med en artikel i det danske medie Input med professor i mikroplast, Jes Vollertsen fra Aalborg Universitet.
Nu tager de to forskere til genmæle. De mener, de er fejlciteret i medierne.
Jes Vollertsen er i Input citeret for bl.a. at sige, at “man bør stoppe vindmøllerne, når der er regnvejr på vej.”
– Men jeg har end ikke talt med en journalist fra Input, siger Vollertsen til VidenOmVind. De har i stedet plukket fra historien i TV2.no, tilføjer han.
– Hele den historie beror på en ganske overivrig journalist fra TV2.no, der har klippet et interview jeg lavede med hende sidste år sammen med noget anden information, og fået det til at fremstå, som om jeg mener det, som TV2.no har formidlet. Jeg mener, der er tale om useriøs (uansvarlig) journalistik fra TV2.no side.
I omtalen fra TV2.no påstås det bl.a, at møllevinger pga. regn nærmest skrælles i stykker på et år.
Fejlagtige påstande
Begge forskere har kontaktet TV2.no vedrørende de mange fejlagtige påstande, som de mener, der er i deres artikel om sagen.
– Hvis journalisten på TV2.no havde kontaktet mig, ville vi have gennemgået alle de forkerte beskyldninger i artiklen og rettet dem, understreger Leon Mishnaevsky, DTU i mediet Europower.no.
Leon Mishnaevsky fremlægger i Europower.no en række formuleringer, han mener er fejlagtigt gengivet af TV2.no:
TV2.no: “Skrælles i stykker af regn”
Leon Mishnaevsky: Vindmøllevinger kan holde i årtier. De kan ikke “skrælles i stykker af regnvejr.” De kan blive ridsede, men ikke “skrællet i stykker”.
TV2.no: “Grunden til at vindmøllenevingerne blir ødelagt er, at de står ude i dårligt vejr”
Leon Mishnaevsky: Vindmøllevinger bliver ikke ødelagt. En gang i mellem kan de blive lidt ridsede. Og det er disse sjældne ridser, vi studerer.
TV2.no: “Studiet viser, at helt almindeligt regnvejr nærmest skræller plastbelægningen på store vindmøllervinger af efter bare få måneder”:
Leon Mishnaevsky: Belægninger holder i over 5–7 år. Igen, de kan blive ridsede på forkanten. Men det er ikke rigtigt, at regn “skræller plastbelægningen i stykker”.
Men hvor meget mikroplast udleder vindmøller egentlig?
– Vores estimater viser, at én landbaseret vindmølle i gennemsnit udleder 128 gram plast om året, mens en havvindmølle udleder 600 gram om året. For Danmark svarer det til 1,7 ton om året for hele landet. Til sammenligning bidrager maling med 390 ton mikroplast om året, og bildæk med 1.700 ton om året – altså tusind gange mere, siger Leon Mishnaevsky til Europower.no,
Læs om de andre fejlagtige påstande i artiklen fra Europower.no. Artiklen kan læses i sin fulde her.
TV2.no svarer
Nyhedsredaktør Karianne Solbrække fra TV2.no svarer i Europower.no på henvendelsen fra DTU-forskeren.
– Reportagen og flere af formuleringerne i den, er baseret på et interview med en forskeren bag studiet. Et interview, som er blev optaget, og hvor vi gengiver direkte citater.
Hun understreger, at det kan være krævende at omtale, formidle og forenkle forskning til journalistik, der skal gøres bredt tilgængelig for offentligheden.
– Nuancer kan gå tabt. Vi mener ikke, at vi har offentliggjort faktuelt forkerte oplysninger, men vi gennemgår nu artiklen igen i lyset af den fremførte kritik, siger hun.
Jes Vollertsens version
Jes Vollertsen, Aalborg Universitet fortæller, at han aldrig er blevet forelagt citater til godkendelse fra TV2.no eller Input.
Forelagt spørgsmål til sagen, har han sendt følgende mail til VidenOmVind:
“Hele historien beror på en ganske overivrig journalist fra TV2.no, der har klippet et interview jeg lavede med hende sidste år sammen med noget anden information, og fået det til at fremstå, som om jeg mener det, som TV2.no har formidlet. Jeg mener, der er tale om useriøs (uansvarlig) journalistik fra TV2.no side.
Med andre ord, jeg har aldrig fortalt den historie, som de får det til at fremstå som.
I forhold til VidenOmVinds konkrete spørgsmål: ”om jeg til Input har udtalt mig på baggrund af artiklen fra TV2 Norge, eller om jeg fastholder, at den videnskabelig DTU-artikels konklusioner berettiger til mine fremkomne udtalelser til Input?”
- Nej, jeg kendte ikke til de artikler som TV2.no og Input har flettet sammen efter mit interview med en journalist fra TV2.no – og jeg har aldrig talt eller kommunikeret med Input.
- Nej, jeg mener ikke, at DTU-artikels konklusioner berettiger de udtalelser, som TV2.no får det til at fremstå, som om jeg har givet.
I øvrigt har jeg fortalt TV2.no min uforbeholdne mening om deres måde at lave journalistik på.”
Ekstra information om emnet.
Udleder vindmøllevinger PFAS og mikroplast? Læs her.