Tilbage til oversigt

Hvor mange kilowatt producerer sol og vind pr. hektar?

Svaret er ikke entydigt eftersom solceller og vindmøller ofte sammenbygges i store parker – og den tendens ser ud til at blive forstærket i årene fremover. Ved en sammenbygning kan der nemlig opnås væsentlige besparelser på net-tilslutning og drift.

Derudover har solceller den fordel, at de kun producerer el i døgnets lyse timer, hvor elforbruget er størst. Til gengæld producerer solceller kun i ca. 1000 timer på et år, hvor vindmøller på land producerer i 2-3.000 timer.

Arealforbrug

Hvis vi ser på adskilte projekter for nye solceller og vindmøller i store parker i Danmark, så ser regnskabet for arealforbruget således ud:

Solcellepark:                                                                        759.000 kilowatt-timer pr. hektar pr. år *

Vindmøllepark på land (150 m. høje møller):           26.000.000 kilowatt-timer pr. hektar pr. år **

(Arealforbrug pr. mølle: 0,5 hektar / 5000 m2 ***)

At producere en kilowatt-time i en solcellepark kræver ud fra ovenstående tal ca. 34 gange så meget areal, som at producere en kilowatt-time i en vindmøllepark på land med møller på 150 meter. (2019 tal – derfor er der pr. d.d. tale om absolutte minimumstal)

Produktionstal

I 2024 leverede solenergi i Danmark ca. 3,1 terawatt-timer svarende til ca. 10% af den samlede elproduktion. Vindkraft tegnede sig i 2025 for estimeret ca. 60% af den samlede elproduktion. De sidste ca. 15 år er forbruget af kul i Danmark faldet med over 83 pct. og forbruget af naturgas er faldet med 50 pct..

(Kilde: Green Power Denmark – link).

Ingen støtte til opstilling af sol- og vindenergi

Landvind og solenergi opføres uden støtte i Danmark. Til gengæld ydes der kompensation via de såkaldte VE-ordninger til kommuner og lokalsamfund, som stiller vedvarende energi op. VE-ordningerne betales af opstillerne.

I 2024 fordeles desuden 200 mio. kroner til de kommuner, der bidrager mest til udbygningen af VE på land, og kompensationen til solcelle-parker er øget med 105 procent i 2025.

Uddybende information

Kilder:

Tallene baserer sig på data fra Energistyrelsens teknologikatalog samt konkrete projektdata. Der er taget udgangspunkt i store moderne anlæg.
* Gennemsnitlige projektdata fra Jan Vedde, Dansk Solcelleforening og Senior Project Engineer, European Energy. ** Gennemsnitlige projektdata fra Bo Schöler, Senior Project Manager, EuroWind

*** Gennemsnit udregnet på baggrund af et konkrete projekter – v. Jørn Larsen, Strange Skriver, seniorkonsulenter i Danmarks Vindmølleforening / Wind Denmark og Mikael D. Pedersen CTO European Energy A/S

Energinet: Produktion af VE i 2023

Green Power Denmark: Fakta om grøn energi