Skip to main content
2016

Ny meningsmåling: Færre oplever gener fra vindmøller

By 01/06/2016februar 21st, 2024No Comments

Jysk Analyse har for VidenOmVind gennemført en meningsmåling blandt vindmøllenaboer, der omfatter husstande indenfor 1000 m fra store vindmøller. Resultatet viser, at selv blandt de nærmestboende er det et lille mindretal, der oplever betydelige gener af naboskabet til vindmøller. Sammenlignet med en tilsvarende meningsmåling, gennemført i 2012, er resultatet af den nyeste måling udtryk for en positiv forskel.

Stoejfilm6

17 pct. oplever gener ”i høj grad”, 13 pct. svarer ”i nogen grad”, mens 69 pct. tilkendegiver, at de ikke eller kun ”i mindre grad” oplever gener ved at bo i nærheden af vindmøllerne. Sådan er svarfordelingen blandt vindmøllenaboer, der har medvirket i en meningsmåling, hvor formålet har været at afdække potentielle gener blandt de mennesker, der til daglig lever allertættest på store vindmøller.

På spørgsmålet: ”Oplever du, at du har gener af at bo i nærheden af vindmøllerne”, svarede deltagerne i undersøgelsen, som blev foretaget i januar 2016:

Image001

Meningsmålingen er gennemført af Jysk Analyse blandt samtlige 960 husstande, som ligger indenfor en radius af 1000 m fra 239 vindmøller fordelt på 62 vindmølleparker. Tilsammen repræsenterer disse vindmøller alle store møller opstillet i Danmark fra d. 1/7 2011 til d. 31/12 2014, og med deltagelse af 443 respondenter omfatter undersøgelsen 46 pct. af husstandene. Omregnes resultatet af meningsmålingen i forhold til samtlige 960 husstande, svarer det til, at der ved et vindmølleprojekt med store vindmøller vil være gennemsnitlig 2,6 husstande indenfor 1000 m, som vil opleve gener ”i høj grad”.

Markant fald i antallet af naboer, der oplever væsentlige gener

Sammenlignet med en tilsvarende tidligere meningsmåling, som Jysk Analyse gennemførte tilbage i 2012, udgør resultatet på de 17 pct. et markant fald blandt de allernærmeste vindmøllenaboer, der oplever gener ”i høj grad”. Analysen fra 2012 omfattede naboer i en afstand op til 2 km, men en særskilt opgørelse af svarene fra de respondenter, der var bosat indenfor 1000 m, viser følgende svarfordeling på spørgsmålet: ”I hvilken grad oplever du, at der er ulemper forbundet med at bo i nærheden af vindmøllerne?”

Image002

Meningsmålingen fra 2016 er ifølge sekretariatsleder Henrik Vinther mere valid, fordi den omfatter langt flere vindmøller og husstande end analysen i 2012. Her medvirkede blot 156 respondenter indenfor 1000 m, svarende til 25 pct., men med 443 respondenter svarende til 46 pct. af alle husstande i 2016, er der tale om en mere repræsentativ undersøgelse. Som mulig forklaring på det mere positive resultat peger han desuden på, at de fleste af vindmøllerne, der indgår i den nyeste meningsmåling, har skullet overholde det skærpede krav til lavfrekvent støj på 20 dB, som blev indført fra 2012. Dette stemmer overens med resultaterne af en stor undersøgelse vedrørende ældre og nyere vindmøllers relative andel af lavfrekvent støj, som er blevet publiceret i det internationale tidsskrift aeroacoustics.

Fakta og ikke følelser bør indramme vindmølledebatten

Resultatet af den nyeste måling flugter fint med, hvordan danskernes holdning generelt er til opstilling af vindmøller på land. I en nylig meningsmåling fra december 2015, som Megafon gennemførte for Vindmølleindustrien, tilkendegav 92 pct. af et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, at de bakker op om udbygningen med vindkraft. Forelagt flere svarmuligheder på spørgsmålet om potentielle ulemper ved at udbygge vindenergi i eget lokalområde, svarede blot 10 pct., at støj var en ulempe. Dette skal ses i forhold til en tidligere meningsmåling fra Megafon fra 2009, hvor 22 pct. havde markeret støj som en ulempe jf. nedenstående figur:

Image4

– Både resultatet af den nye undersøgelse fra Jysk Analyse og af den aktuelle meningsmåling fra Megafon bekræfter, at det er vigtigt, at vindmølledebatten føres på et sagligt grundlag, som er baseret på fakta fremfor følelser, siger Henrik Vinther.

Rapporten ”Vindmøllenaboers opfattelse af genepåvirkninger” kan downloades her. Uddybende information om Megafons undersøgelse for Vindmølleindustrien findes her.