I samarbejde med Teknologisk Institut, Aarhus Universitet o.a. har Vestas fundet en metode, som gør det muligt at genbruge materialerne også i udtjente møllevinger. Når den nye teknologi er implementeret i stor skala, kan gamle epoxybaserede vinger på aktive møller, og vinger, der i dag ligger på lossepladsen, genbruges.
Vestas’ nye løsning er muliggjort af en ny proces, der kemisk kan nedbryde epoxyharpiks til nye materialer. Opdagelsen er et gennembrud for branchen, der har været udsat for kritiske røster, fordi vingeaffaldet ofte ender som skrot på lossepladser. Men det skal være slut nu, fortæller Mie Elholm Birkbak fra Vestas til Green Power Denmark.
– Vi har fundet en løsning, der gør os i stand til at nedbryde vingematerialerne på en måde, der er så mild, at vi ikke behøver bruge en masse energi på at gøre det, og vi er i fuld gang med at bygge den nødvendige værdikæde til at realisere målet om genanvendelse af udtjent vingemateriale, siger hun.
Teknologien består af to dele. Først bliver kompositmaterialerne skilt ad i glasfiber og epoxy. Herefter bliver epoxyen yderligere neddelt i grundbestanddele, der er af samme kvalitet som de jomfruelige materialer. En proces der kaldes kemisk genanvendelse. Disse bestanddele kan så genanvendes til produktion af nye vindmøllevinger og dermed gøre epoxyen fuldt genanvendelig.
Metoden kræver således ikke en ny tilgang til design og fremstilling. Fremadrettet kan vi nu se gamle epoxy-baserede vinger som en kilde til råmaterialet, siger Lisa Ekstrand, vice president og head of sustainability hos Vestas til Green Power Denmark