Skip to main content

Hvorfor giver taksationsmyndighedernes afgørelser en større erstatning end den modellerede i analysen?

Forskellen kan skyldes flere forhold.

For eksempel at husprismetoden har begrænset udsagnskraft, når der skal estimeres individuelle tab på den enkelte ejendom. De estimerede tab fra husprismodellerne bygger på gennemsnitsbetragtninger på tværs af alle de ejendomme, der er påvirkede af vindmøller i datasættet. De vil ikke kunne beskrive ekstreme cases, hvor konsekvenser af etablering af vindmøller i nærområdet vil ramme naboejendomme uforholdsvis voldsomt, ligesom der vil være ejendomme, der er mere værdifulde, end husprismodellen vil prædiktere. Det kunne eksempelvis omfatte liebhaverejendomme, der f.eks. mister en eksklusiv udsigt eller ejendomme, der er plaget af skyggekast, hvilket den statistiske model ikke kan fange.

 

Endnu vigtigere er det at være opmærksom på, at den omfattende stikprøvepopulation, som husprismodellerne hviler på, og den stikprøvepopulation, der kan tages fra taksationsafgørelserne, næppe kan sammenlignes, fordi de er udvalgt forskelligt. Specifikt repræsenterer erstatningsafgørelserne fra taksationsmyndighederne ikke et tilfældigt udsnit af de tilfælde, hvor en vindmølleejer har betalt erstatning til ejeren af en naboejendom. Erstatningsafgørelserne vil i højere grad repræsentere de eksempler, hvor repræsentanter fra vindmølleprojekter ikke kan blive enige om kompensationsstørrelsen med ejerne af naboejendomme.

 

Uenigheden omkring kompensationen vil formentlig ofte skyldes usikkerhed omkring størrelsesordenen på erstatningen. Usikkerhederne omkring størrelsesordenen på erstatningen vil meget rimeligt være stærkt korrelerede med den oplevede potentielle skade. Dermed er ejendomme med større oplevede tab sandsynligvis overrepræsenterede i taksationsmyndighedernes erstatningsafgørelser. Det indebærer, at husprismodellerne i mange tilfælde vil underestimere tabet af ejendomsværdi i forhold til taksationsmyndighedernes erstatningsafgørelser.

 

Man kan derfor ikke konkludere af ovenstående analyse, at enten husprismodellerne eller taksationsmyndighedernes må være den rigtige og den anden den forkerte. De to måder at anslå en skade på udtaler sig grundlæggende om to forskellige ting. Husprismodellens prædiktioner af den forventede tab siger noget om de brede gennemsnitsbetragtninger, mens taksationsmyndighederne snarere siger noget om de konkrete tilfælde, og sandsynligvis mere om de tilfælde, der af forskellige årsager kan afvige fra de brede gennemsnitseffekter.