Spørgsmålet om vindmøllers indvirkning på trafiksikkerheden har indgået i planlægningen for vindmøller i mange år. Konkret drejer det sig om problemstillinger vedrørende:

• Risici og konsekvenser i forbindelse med nedblæsning af is
• Risici og konsekvenser i forbindelse med møllehavari
• Distraktionsfaktor i forhold til møllers placer- ing i tilknytning til veje og jernbaner.

Oprindelig var der ud fra et forsigtighedsprincip et krav om, at en vindmølle skulle respektere en minimumsafstand til vej og jernbane på 4 x vindmøllens totalhøjde. I februar 2010 fandt Vejdirektoratet grundlag for at ændre dette krav til 1,7 x totalhøjden, dog minimum 250 m.

I forbindelse med aftalen om at etablere det nationale testcenter for vindmøller i Østerild blev der senere samme år spurgt til mulighederne for at mindske afstandskravene yderligere. Det resulterede i, at der blev nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe under forsæde af Transportministeriet, som havde til opgave at fremskaffe et opdateret og dokumenteret videngrundlag om sagen. På den baggrund skulle de vurdere, om der var et fagligt og sikkerhedsmæssigt grundlag for at lempe på de gældende afstandskrav.

Arbejdsgruppen fremlagde i 2011 resultatet af sit analyse- og researcharbejde, der også omfattede sammenligning af reglerne i en række udvalgte europæiske lande. I rapporten ”Vindmøllers afstande til overordnede veje og jernbaner” konkluderedes det, at der ud fra en samlet risikovurdering af nedblæsning af is, møllehavari og distraktionsfaktor var belæg for at revidere de gældende afstandskrav i nedadgående retning. Dette resulterede efterfølgende i, at afstandskravene til såvel veje og jernbaner blev ændret til det, der gælder i dag, nemlig 1 x vind- møllens totalhøjde.

Rapport 6/72011 fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet: Vindmøllers afstande til veje og jernbaner