Bildæk udleder i Danmark et sted mellem 4200 og 6600 ton mikroplast om året, tekstiler og sko mellem 200 og 1000 ton. Men hvad med vindmøller og mikroplast? Og hvad med PFAS?

Nedenfor kan du læse svar på spørgsmålene. Svarene er udarbejdet i samarbejde med Vestas, Siemens Gamesa og LM Wind Power. Og vi starter med PFAS.

I undersøgelsen står der: ”De målte niveauer er meget lave, og forfatterne vurderer ikke, at de (møllevingerne, red.) vil kunne bidrage synligt til den samlede PFAS-udvaskning observeret i perkolat fra deponeringsanlæg, som generelt er flere størrelsesordener højere”.

(Perkolat er en væske, der dannes, når vand eller nedbør løber gennem et materiale og trækker opløste stoffer ud af det. I miljømæssig sammenhæng refererer perkolat ofte til den væske, der dannes, når regnvand løber gennem en losseplads eller et deponeringsanlæg, red.)

De fleste PFAS måleresultater i Miljøstyrelsens undersøgelse ligger under kvantificeringsgrænser og medfører dermed stor usikkerhed for sporing af PFAS i det hele taget. Selv i blindtest, hvor test er gennemført på demineraliseret vand, er der også fund af PFAS. I de få tilfælde, hvor målinger ligger over kvantificeringsgrænsen er der mistanke om, at der er sket en forurening af prøverne enten fra de anvendte opskæringsredskaber eller den deponi-lokation, hvorfra prøverne er taget.

Uagtet resultaterne tager vindmølleindustrien PFAS-forurening alvorligt, påpeger Lea Bigom Wichmand, der er afdelingschef i Green Power Denmark. Hun oplyser, at branchen er åben for yderligere samarbejde med myndighederne og ønsker i øvrigt, at deponi af vindmøllevinger i det hele taget gøres forbudt på EU-plan fra 2025.

Vindmøllevinger er lavet af kompositter, som primært består af en blanding af resin og glasfibre. Vindmøller er designet til at være i drift i 20-30 år til tider under barske vejrforhold, så vingerne er designet til at være robuste.

I løbet af en vindmøllevinges levetid vil små mængder materiale blive slidt væk (erodere) fra vingeforkanten under normale driftsforhold. Vingerne er designet til, at dette slid er så minimalt som muligt ved avanceret beskyttelse af forkanten på vingen. Den estimerede mængde, som frigives hvert år pr. vinge, er mindre end 50 gr. for en stor landmølle og mindre end 100 gr. for en stor havmølle. For at give en fornemmelse af forholdet, vejer en vinge typisk 10-15 ton for en stor landmølle og 30+ tons for vinger på de største havvindmøller.

Erosion fra vingerne opstår, når vindmøllevingen udsættes for slid fra regndråber. Det resulterer i et tab af materiale fra den ydre overflade af vingen. Materialet, der slides af vingerne, er fuldt hærdede malingspartikler, det vil sige pigmenterede polymerpartikler, som kemisk set er inaktive og som ikke udsender kemikalier i miljøet.

Erosion af vingeforkanter resulterer i reduceret effektivitet og produktionstab, det betyder en dårligere driftsøkonomi for møllejeren. Vindmøllevinger inspiceres og vedligeholdes kontinuerligt for at undgå dette. Ofte påføres der en særlig forkantbeskyttelse på vingeforkanten således at erosion af forkanten og dermed reduktion i effektivitet forhindres.