Skip to main content
2016

2015 var nyt rekordår for klimaet – desværre!

By 08/08/2016april 14th, 2020No Comments

Ny rapport løfter sløret for nok et sort rekordår for klimaet. Blandt andet steg niveauet for flere drivhusgasser til det højeste niveau, der nogensinde er målt.
2015 blev det hidtil værste år for klimaet. Det fremgår ifølge Ritzau af en ny international rapport ”Klimaets tilstand”, der i sidste uge blev udsendt af 450 forskere fra 62 forskellige lande. “Klimaets tilstand” udsendes årligt af De Nationale Centre for Miljøinformation ved det amerikanske institut NOAA.

Screen Shot 2016 08 08 At 21037 PM

Rapporten konkluderer, at ikke kun den globale temperatur, men også vandstanden i havene og udledningen af drivhusgasser steg til rekordhøjder i 2015.
Med hensyn til CO2, så blev der for første gang målt over 400 ppm (parts per million, red.). Det skete på Hawaii. På de amerikanske øer i Stillehavet målte man i 2015 den største årlige stigning i CO2 i 58 år. Globalt er stigningen af CO2 på 2,2 ppm i forhold til 2014.
Vandstanden i havene blev sidste år målt til 70 millimeter højere end gennemsnittet for 1993.

Vandstanden stiger med omkring 3,3 millimeter om året. Nogle steder stiger havene dog hurtigere og nogle forskere mener, at den årlige stigning vil accelerere i de kommende årtier.

Endelig så fremgår det af rapporten, at temperaturen stiger på Nordpolen, mens det modsatte sker på Sydpolen.

De rekordhøje temperaturer, der blev målt, skyldes til dels den globale opvarmning. Situationen blev dog forværret af vejrfænomenet El Niño, som medfører forandringer over hele kloden. Og sidste år var El Niño særlig kraftig.
“Sidste års El Niño er et tydelig påmindelse om, hvordan forbigående omstændigheder kan forstærke den relative indflydelse og virkning fra den langvarige globale opvarmning,” siger Thomas Karl fra NOAA.

 

Her kan du læse den fulde rapport, der udgives som et tillæg til ”The Bulletin of the American Meteorological Society”.