Skip to main content
2017

Et energisystem på 100 % VE og billigere end et fossilt af slagsen

By 13/02/2017april 14th, 2020No Comments

Et energisystem på 100% vedvarende energi, ja tak. Men det skal være billigere end et på fossil energi. Nogenlunde sådan lyder den opgave ifølge Ritzau, som energiens dreamteam af forskere fra bl.a. Aalborg Universitet skal afdække. Projektet støttes med 17 millioner kroner fra Innovationsfonden.

 

I Danmark bruger vi i dag mellem 50 og 80 milliarder kroner om året på fossile brændsler. Dertil kommer tilsvarende milliardinvesteringer i energianlæg.

Det ambitiøse forskningsprojekt skal afdække, hvordan vi bedste omstiller fra fossile brændsler til investeringer i et grønt energisystem.

 

“Det er ingen kunst at køre på 100 procent vedvarende energi. Kunsten er at gøre det, så det ikke blive dyrere end i dag,” siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

“Det kræver, at vi investerer i langt mere sammenhængende teknologier, så det ikke kommer til at koste os alt for meget som borgere,” siger han. Han skal lede det store banebrydende projekt, hvor 17 centrale energiaktører fra ind- og udland de kommende år skal skrue et omkostningseffektiv vedvarende energisystem sammen. Det skal omfatte både el, varme og transport.

 

”Vi har brikkerne i Danmark til et intelligent energisystem. Dermed har vi også chancen for at blive et levende laboratorium, som hele verden vil lære af,” siger professoren.

“Desværre laver vi fortsat investeringer, som ikke er ret fornuftige. Såsom udbygningen med produktion af masser af el, som vi har masser af, i stedet for at bruge den billige el fra vindmøllerne til varmepumper,” siger Brian Vad Mathiesen.

”Vi var i årtier førende i kraft af kraftvarmen, men har sovet på laurbærrene, når det gjaldt om at få de vedvarende energier tænkt sammen. Lykkes det, kan danske virksomheder sikre sig masser af job mange år fremover,” siger han.

 

De 17 ind- og udenlandske partnere i energiprojektet er: Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Østfoldforskning (Norge), Stanford Universitet (USA) og Frankfurt Institute for Advanced Studies (Tyskland), Danfoss, Kamstrup, EMD International, Haldor Topsøe, Aalborg CSP, Energinet.dk, HMN Naturgas, Dong Energy, Statkraft, Dansk Fjernvarme, Energistyrelsen og MP Pension.

 

Direktør Jan Eric Thorsen, Danfoss: “Alle vil jo nok sige, at i 2050 så sidder netop de på 80 procent af markedet. Og det gør alle jo næppe. Det her handler om at blive klogere sammen, så alle kan se deres rolle og nye muligheder i et fremtidigt marked,” siger han.