De blinkende lys på vindmøllerne i det nationale testcenter i Østerild lyser ikke længere så meget, som de har gjort. Faktisk en hel del mindre. En dansk virksomhed har udviklet et radarsystem, som gør, at lysene kun er tændt, når der er fly i nærheden.
På Vindmølleindustriens nys overståede Wind Energy Denmark konference i Hedensted præsenterede Lars Nørregaard fra teknologivirksomheden Terma testresultater fra det første år med det nye radarsystem.
– Radarløsningen er den første af sin art i Danmark, og med løsningen har vi været i stand til at holde lyset slukket i 93 pct. af tiden, sagde direktør Lars Nørregaard, og understregede, at slukketiden med tiden vil kunne øges yderligere.
Terma beskæftiger sig normalt med udstyr til luftfart, forsvar og sikkerhed, men har nu også kastet sig over udstyr til vindmøller. Projektet har fået udviklingsmidler fra EUDP, og de er tilsyneladende givet godt ud. Allerede nu kunne direktøren fortælle, at Terma har modtaget de første ordrer på radarsystemet til vindmølleprojekter i bl.a USA og Tyskland.
Samtidig kunne Sara Bjørn Aaen, Aalborg Universitet fortælle om sideløbende studier af forløbet med reduktionen af lysmarkeringen. Studierne viser, at folk i lokalområdet føler sig mindre generet af møllerne efter at radarsystemet er begyndt at virke. På en skala fra 1-5, hvor 1 svarede til at være helt upåvirket af vindmøllerne, var medianen faldet med ét point, fra 4 til 3, efter installationen af radarsystemet på møllerne.