Skip to main content
2022

Pollentallene har fået en ny kollega

By 03/06/2022No Comments

Nedbør, vindstyrke, pollental og varmegrader. Benævnelserne i de daglige vejrudsigter er mange. Nu er et nyt begreb på vej: CO2-fortrængning. Vindmøllerne snurrer som bekendt i forskellige hastigheder afhængig af vejr og vind, men hvad betyder det for produktionen af grøn strøm og fortrængning af CO2 – og dermed klimaet?

VindiSkolen.dk er gået i luften med en hjemmeside, der formidler, hvordan lokale møller hel konkret bidrager til den grønne omstilling og frihed af russisk gas. Der gives svar på, hvor mange husstande lokale møller rundt om i landet leverer grøn strøm til her og nu, og hvor meget CO2 møllerne fortrænger.  

Skoleelever og andre interesserede får samtidig mulighed for at løse opgaver om energi og klima med afsæt i de lokale møllers produktion. Man kan naturligvis også tage på udflugt til de lokale møller, og løse sine opgaver på mobilen og få undervisning til suset fra vingerne J 

Hele seks vindmølleprojekter fra fem forskellige kommuner præsenteres i VindiSkolen.dk, og flere kommer til. Så jo, pollentallene har fået kollega, og den hedder CO2-fortrængning.

Dagens tal  – to eksempler

Dagens tal for 10 nye vindmøller ved Overgaard i Randers Kommune viser, at vindmøllerne i døgnet frem til i dag fredag morgen producerede, hvad der svarer til 34.090 hustandes daglige forbrug af el og samtidig fortrængte 326 ton CO2 – eller ca. 20 pct. af Randers Kommunes udledning af CO2 i samme tidsrum.

Nissum Bredning

Dagens tal for de 5 stk. havvindmøller i Nissum Bredning i Lemvig Kommune viser, at møllerne i døgnet frem til i dag fredag morgen producerede, hvad der svarer til 56.159 hustandes daglige forbrug af el og samtidig fortrængte 537 ton CO2 – eller ca. 60 pct. af Lemvig Kommunes daglige udledning af CO2 i samme tidsrum. Det skal bemærkes, at de 5 møller i Nissum Bredning står på et af de mest vindblæste steder i Danmark og regnes for nogle af de bedst producerende i landet.

Lokalt afsæt

– Ved at tage afsæt i de møller, som de lokale kender fra landskabet, har vi fået en platform, som rækker ud til de unge i kommunen. En platform der viser, hvordan lige netop deres vindmøller – afhængig af dagens vind og vejr – bidrager til at gøre os fri af fossile brændsler og Putins gas.

– Vi viser, hvor meget grøn strøm der produceres, og hvor meget CO2 der fortrænges her og nu, det seneste døgn og de sidste 30 dage, fortæller Jens Jørgen Birch fra Nissum Bredning Vindmøllelav.

– Det er vigtigt, at vi får formidlet til de unge, hvordan vores vindmøller hel konkret spiller med i kampen mod klimaforandringerne. De unge skal jo være med til at udvikle vores vedvarende energi i fremtiden, siger han.

– Med den nye hjemmeside har vi gjort det let at kaste sig over emnet for både lærere, elever og andre interesserede. Jeg er glad for, at skolerne har taget godt imod tilbuddet, siger Jens Jørgen Birch.

Se mere på: vindiskolen.dk

Yderligere information: Anton Gammelgaard, Vindiskolen.dk, mobil 29256523