Vindmøller forurener mindre end biltrafik. At ville forbyde dem svarer til at ville forbyde mobiltelefoner og kaffe, fordi de måske kan være skadelige.
Læs kronik af sekretariatsleder Henrik Vinther, der er offentliggjort i Politiken d. 28/5 2013.
JO FLERE VINDMØLLER der opstilles, jo færre mennesker vil lide en for tidlig død på grund af luftforurening – og jo mere vil samfundet spare på sundhedsbudgettet.
Denne væsentlige kendsgerning distraherer ikke Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller. Den kræver stop for yderligere udbygning af vindmøller på land med henvisning til, at der er risiko for helbredsrelaterede følgevirkninger af vindmøllestøj. Uanset at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at bestemte sygdomme eller særlige helbredseffekter kan relateres direkte til vindmøller.
Alligevel kræver naboforeningen, at der gennemføres epidemiologiske undersøgelser af vindmøllestøjens virkninger med den begrundelse, at der er konstateret en sammenhæng mellem trafikstøj og stress. Sundhedsstyrelsen afviser kravet om undersøgelser, fordi den negative sammenhæng ved trafikstøj er konstateret ved langt kraftigere støjpåvirkning end det niveau, der gælder for vindmøller.
Derfor kan resultaterne ikke generaliseres til vindmøller og begrunde særlige undersøgelser i relation til disse, mener Sundhedsstyrelsen.
På kort formel er ovenstående udtryk for to vidt forskellige tilgange til at bedømme behovet for kontrol med en teknologi, der har været en indarbejdet del i både energiforsyningen og kulturlandskabet i Danmark gennem rigtig mange år. Vel at mærke uden dokumenterede negative følgevirkninger fra de cirka 4.500 vindmøller på land, som står spredt ud over hele Danmark.
De politisk vedtagne støjgrænser for trafik og vindmøller er fastsat på baggrund af et ønske om at ligestille borgerne i »ulempeniveau« fra de to støjkilder.
Derfor er kravene tilpasset ud fra, hvordan støjen opleves ved forskellige lydtryk, og af samme grund er støjkravene skrappere til vindmøller.
Endvidere er der den forskel, at kravene til vindmøller er bindende og skal overholdes uden dispensationsmulighed, mens det samme ikke gælder for kravene til trafikstøj, som kun er vejledende.
I PRAKSIS ER der stor forskel på, hvor mange borgere der oplever genevirkninger af trafik-og vindmøllestøj. Ifølge Miljøstyrelsens evaluering af regeringens vejstøjstrategi fra 2010 er skønsmæssigt hver tredje husstand, svarende til cirka 1.570.000 mennesker, belastet med tra-fikstøj, der overskrider de vejledende støjgrænser.
Det store tal understreger, at ordet ‘vejledende’ skal tages ret bogstaveligt, og det gælder åbenbart i særlig grad i kommunerne, for ifølge samme evaluering findes nemlig 9 ud af 10 støjbelastede boliger langs kommunale veje. Evalueringen fastslår derudover, at vejstøj er årsag til mange sygedage, og til at 200-500 danskere hvert år dør tidligere end ellers.
Over for disse fakta om trafikstøj står fakta om generne ved vindmøller.
Og i forhold til antallet af mennesker, der generes af trafikstøj, er det et forsvindende lille antal, der generes af vindmøllestøj. Når energiforligets målsætning om at dække 50 procent af elforbruget med vindmøllestrøm er nået i 2020, vil de 800 nye landmøller bevirke, at cirka 4.300 personer vil opleve sig generet i væsentligt omfang.
Antallet er beregnet ud fra en stor landsdækkende undersøgelse i 2012, der omfattede samtlige store vindmøller opstillet 2002-2011, hvor Jysk Analyse bad naboerne forholde sig til genevirkningerne fra vindmøllerne.
Tallet er måske endda overvurderet, da analysen udelukkende omfatter vindmøller opstillet før indførelsen af et skærpet krav til lavfrekvent støj, der trådte i kraft i 2012.
Sammenligner man på et mere lavpraktisk plan støjgenerne fra vindmøllerne med trafikstøj, er der også iøjnefaldende forskelle. Trafikstøjen er, med stedlige variationer, en faktor, der ret uafhængigt af vejr og vind gør sig gældende i store dele af dagtimerne. Vindmøllestøjen derimod er tæt forbundet med, hvornår og hvor kraftigt det blæser. I stille vejr og ved svag vind høres vindmøllerne næppe uden for den minimumsafstand, der kræves til nærmeste nabo.
Og ved vindstyrker over 8 m/s ‘drukner’ vindmøllestøjen i anden baggrundsstøj fra vindens susen i træerne med videre.
Kun i tilfælde af frisk vind til kuling op til 8m/s er støjen en reel gene for de naboer , der bor tættest på vindmøllen , hvis vinden i øvrigt blæser fra det ‘ forkerte’ hjørne.
Og det gør den sjældent.
Ud fra en analyse af tilgængelige klimadata ved man nemlig, at en nabo i praksis kun kan udsættes for den maksimalt tilladte støjpåvirkning, i hvad der gennemsnitligt svarer til 10-15 procent af årets timetal.
Set i ovenstående perspektiv forekommer det paradoksalt, at vindmøllemodstanderne kræver stop for yderligere udbygning af vindmøller på land med henvisning til, at der ikke er foretaget epidemiologiske undersøgelser af vindmøllestøjens potentielle helbredsmæssige skadevirkninger.
For det første, fordi problemets omfang jf. ovenstående er yderst begrænset.
For det andet, fordi støjkravene til vindmøller er på et skrappere niveau end de tilsvarende krav til trafikstøj og desuden er ufravigelige. For det tredje, fordi den erfaringsbaserede viden gennem fire tiår med tusindvis af vindmøller i hele Danmark siger, at der ikke er grundlag for at være betænkelig ved vindmøllerne ud fra et sundhedsaspekt.
For det fjerde, fordi vindmøllerne har en uafviselig positiv effekt på folkesundheden.
De der er en følge af afbrænding af fossile brændsler fra blandt andet de konventionelle kraftværker, og som årligt koster cirka 3.400 for tidlige dødsfald.
SET I EN ANDEN optik handler kravet om epidemiologiske undersøgelser måske om ‘ angsten for det ukendte’. Men også her er der grund til at slå koldt vand i blodet.
For selv om de moderne møller er blevet større, ændrer det ikke forudsætningerne, da møllerne ikke er rykket tættere på naboerne. Afstandskravet er fortsat 4 gange møllens totalhøjde til nærmeste nabo, og støjkravene er blevet skærpet undervejs, så de nye vindmøller i Danmark som de eneste i verden skal opfylde et krav på maks. 20 dB i relation til lavfrekvent støj.
De større møller bliver altså i dag mødt med strengere krav end tidligere generationer af vindmøller.
Vurderer man kravet om stop for udbygning af vindmøller mere principielt, er det interessant at se på, hvordan de ansvarlige myndigheder forholder sig, når andre produkter er på anklagebænken for at have sundhedsrelaterede følgevirkninger.
Lad os blot tage to eksempler, som samtidig illustrerer, at vi i et moderne samfund anvender mange produkter ud fra en skønsmæssig afvejning af fordele og ulemper. Uden at vi nødvendigvis har taget højde for, at vi kender alle mulige, herunder også de helt teoretiske, risici.
PÅ SAMME MÅDE, som modstandere af vindmøller nu helt udokumenteret anklager møllerne for direkte at have konsekvenser for folks helbred, var mobiltelefonerne for få år siden mistænkt for at kunne forårsage hjernekræft. Men selv om forskere verden over i flere årtier har undersøgt sagen, er der ikke fundet videnskabelige beviser for, at de elektromagnetiske bølger, som mobiltelefoner udsender, kan fremkalde kræft i hjernen.
Et oversigtsstudie fra Kræftens Bekæmpelse har frikendt mobiltelefonerne for mistanken, men som en fremtrædende forsker sagde i forbindelse med offentliggørelsen af dette studie: »Vi kan dog stadig ikke afvise mistanken 100 procent.
Derfor bør vi af flere grunde fortsat følge udviklingen«. Uagtet dette har myndighederne ikke grebet ind over for hverken salg eller anvendelse af mobiltelefoner.
Status er altså på nuværende tidspunkt, at vi fortsætter med at tale i mobiltelefon uden at have 100 procents garanti for, at det ikke på et eller andet niveau kan være skadeligt for os. Det samme gør sig i øvrigt gældende, når vi drikker en kop kaffe. Gennem mange år var kaffe under mistanke for at kunne fremkalde hjerte-kar-lidelser og en række andre dårligdomme, alt afhængig af hvor mange kopper man indtog på hvilket tidspunkt af døgnet, hvor gammel man var, og om man var overvægtig eller arveligt disponeret for visse sygdomme etc. Diskussionen bølgede i årtier i forskningsverdenen, og for få år siden kom så endelig en konsensusrapport, der vistnok helt frikendte kaffen for negative helbredsmæssige følgevirkninger. Men kan vi nu være helt sikre? Hvad kan ikke nye undersøgelser bidrage med af hidtil uudforskede hjørner i kaffens potentielt skadelige virkninger, som blot ikke er klarlagt endnu? For ganske nylig er der for eksempel igen rejst tvivl om kaffens virkninger, fordi man herigennem indtager stoffet akrylamid, som kan være kræftfremkaldende. Men myndighederne griber fortsat ikke ind.
DE TO EKSEMPLER fra henholdsvis tele-og kaffebranchen er interessante paralleller til diskussionen om vindmøllerne. Både mobiltelefoner, kaffe og vindmøller leverer – på vidt forskellige måder – værdi for samfundet. Men ingen af produkterne kan vel på et akademisk/teoretisk niveau helt fritages for at have indbyggede helbredsmæssige risici? Det vælger vi imidlertid at leve med i erkendelsen af deres store nytteværdi og ud fra en opfattelse af, at skal man undersøge ‘ alt om alt’, vil samfundets udvikling skulle sættes helt i stå.
Det er der næppe mange, der ønsker, og for vindmøllernes vedkommende ville det ud fra en helbredsmæssig synsvinkel også virke grotesk, da de jo netop har en dokumenteret positiv effekt på folkesundheden, fordi de mindsker luftforureningen.
Naboforeningens paradoksale krav om stop for udbygning med flere vindmøller udfolder sig i fuldt flor, hvis man sammenligner med, hvad andre end vindmøllenaboer må udsættes for af lavfrekvent støj , Det viser sig nemlig, at vindmøllenaboer er bedre beskyttet end alle andre.
Dels fordi beboere i andre private beboelser må tåle et højere lydtryk i dagtimerne, hvor kravet til lavfrekvent støj ikke som for vindmøllenaboerne er 20 dB, men 25 dB. Dels fordi de mennesker, der arbejder i ‘ særligt støjfølsomme områder’ og opholder sig mange timer indendørs, hvor den lavfrekvente støj opleves særligt generende, må udsættes for 30 dB. Dette omfatter for eksempel både kontorarbejdspladser og undervisningsinstitutioner.
I disse områder anses det for forsvarligt, at børn og voksne en hel arbejdsdag igennem må udsættes for påvirkning med lavfrekvent støj fra veje, industrianlæg og havne mv., der ligger væsentligt over det niveau, som vindmøllenaboer må tåle. Og så er kravene, i modsætning til kravene til vindmøllestøj, endda kun vejledende.
NOGLE VILLE MÅSKE ud fra ovenstående mene, at det vil være fornuftigt at prioritere midlerne i støjforskningen til fordel for trafikstøj, fordi sidstnævnte har en dokumenteret negativ sundhedseffekt, der som tidligere nævnt betyder, at 200-500 mennesker hvert år dør tidligere end ellers. Denne logik gælder imidlertid ikke Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller.
Til gengæld må den logiske følgeslutning være, at vi snart ser foreningen fremsætte krav om forbud mod salg af mobiltelefoner og kaffe, indtil epidemiologiske undersøgelser har dokumenteret, at disse produkter ikke er farlige for mennesker.
Og med samme logik må det være uomgængeligt at standse alt arbejde på såvel offentlige som private kontorer og give både lærere og elever fri, indtil epidemiologiske undersøgelser har vist, at det ikke er farligt at gå i skole eller sidde foran pc’en i offentlige og private administrationsbygninger.
Vindmøllerne? De hiver, upåvirket af de usaglige angreb om helbredsrelaterede følgevirkninger, hver dag forureningsfri energi ud af luften til gavn for miljøet, klimaet og Danmarks langsigtede forsyningssikkerhed.
Når energiforligets målsætninger er opfyldt i 2020, vil alle hav-og landmøller dække 50 procent af Danmarks samlede elforbrug. Heraf vil de 800 nye landmøller producere strøm, der svarer til cirka 1,6 millioner husstandes elforbrug. Længe inden da vil de have bidraget til at spare mange for tidlige dødsfald på grund af nedsat luft-og partikelforurening. Møllerne er derfor, foruden deres øvrige fortjenester, til uafviselig gavn for folkesundheden.
Netop den er en sikker vinder, jo flere vindmøller der opstilles.