Skip to main content
2021

Vindtved-møllerne går i luften med undervisning

By 17/07/2021No Comments

I samarbejde med VidenOmVind går Vindtved-møllerne i luften med undervisningstilbud.

Skoleeleverne skal blive klogere på vind og vindmøller – på den sjove måde. De skal ud af klasselokalet og ud til møllerne. Derfor går Vindtved-møllerne ved Sæd nu i luften med både en undervisnings-hjemmeside, som kan tilgås ude ved møllerne, og en informationshytte. Eleverne skal mærke suset fra vingerne, mens de får undervisning i vindenergi og klima, lyder det fra Sæd-Ubjerg Lokalråd.

Hvad producerer de 6 vindmøller ved Vindtved egentlig? Hvor meget CO2 fortrænger de? Det er to vigtige og interessante spørgsmål, som man nu kan få svar på. Det kræver kun, at man aflægger møllerne et besøg og scanner QR-koden i den nye informationshytte ved møllerne. Dermed får elever og andre interesserede adgang til møllernes produktions- og CO2 data, siger næstformand i Sæd-Ubjerg Lokalråd, Lars Thomsen.

Man kan naturligvis også blot vælge at gå ind på den nye informations- og undervisningsside på nettet, men så får man ikke totaloplevelsen med, siger han.

Vindtved live

På den nye informations- og undervisningsside præsenteres liveopdateringer fra møllerne. Dermed gives svar på, hvor meget de 6 møller producerer her og nu, ligesom du får præcis information om, hvor mange husstande møllerne har leveret strøm til det seneste døgn – eller sidste 30 dage.

Du kan også blive klogere på, hvor meget CO2 møllerne har fortrængt det seneste døgn – og du kan se hvor meget CO2 møllerne fortrænger i forhold til den totale mængde af CO2, som hele Tønder Kommune udleder. Blandt meget andet.

Udflugt til møllerne

Det er Sæd-Ubjerg Lokalråd, der sammen med VidenOmVind – et partnerskab under den danske vindmøllebranche – der står bag initiativet.

– Vi håber, de lokale skoler vil tage afsæt i Vindtved-møllerne, når de skal undervise i energi- og klima, siger Lars Thomsen. Han gør tillige opmærksom på, at den nye Informationshytte ude ved møllerne er indrettet, så der kan foretages undervisning på stedet. Dog ikke med stole og borde, men på mere primitiv vis.

– Vi håber, at skolerne vil arrangere ture ud til møllerne, og samtidig foretage undervisning på stedet. I hytten kan eleverne via deres mobiler få adgang til produktionsdata og undervisningsmateriale. Derudover vil der i hytten være en planche-præsentation af emner med relation til vind, vindmøller og klima mere generelt. Dele af denne information vil tillige være tilgængelig på tysk.

– Selv om vi har fokus på at informere skoleelever om møllernes produktions – og klimatal, så vil der også være meget interessant materiale til almindelige mennesker, som måtte have lyst at kigge forbi, siger Lars Thomsen og tilføjer, at alle naturligvis er velkomne.

Interesserede elever

Skulle nogle ønske at gå mere i dybden med vindenergi og klima, så er der på den nye Vindtved-side adgang til VidenOmVind´s mere generelle undervisningsmateriale om vindenergi og klima målrettet henholdsvis 5.-6. klasse, 7.-9. klasse og gymnasiet.

– Vi oplever et stigende antal henvendelser fra skoleelever. De er tydeligvis meget nysgerrige og interesserede i emnet, og de spørger til alt mellem himmel og jord. På denne måde kan vi komme dem i møde, og ideen om at gøre lokale møller til ”skolestuer” kan hel sikkert i disse corona-tider bruges mange andre steder i landet, siger Anton Gammelgaard, sekretariatsleder i VidenOmVind.

Hele projektet med hjemmeside og informationshytte er støttet af SE Vækstpulje, Skovgaard Invest, Sæd-Ubjerg Lokalråd, Bosætning- og Landdistriktsudvalget i Tønder, Grenzstrom Vindtved og VidenOmVind.

Hjemmesiden om møllerne kan tilgås her.