
En generators stator består af et stort antal elektromagneter.
Man skulle tro, at en stator med dobbelt så mange magneter ville være dobbelt så dyr, men det er faktisk ikke tilfældet. Generatorer (og motorer) er som regel lavet med et stort antal statormagneter, som man kan se på billedet. (Spolevindingerne på statoren er ikke vist).
Grunden til denne udformning er, at vi ønsker så lidt luft mellem rotor og stator som muligt. Samtidig er vi nødt til at afkøle magneterne. Statoren består faktisk af et stort antal tynde (0,5 mm) isolerede blikplader, der er samlet, så de tilsammen udgør statorens jernkerne. Ved at adskille statorblikket i lag undgår man, at hvirvelstrømtab i statoren forringer generatorens effektivitet.
Opgaven at øge antallet af generatorpoler i en asynkron generator begrænser sig faktisk til at forbinde nabomagneterne forskelligt: Enten tager vi et bundt magneter ad gangen, og forbinder dem til den samme fase, efterhånden som vi bevæger os rundt i statoren, eller også skifter vi, og forbinder den næste fase, hver gang vi kommer til en ny magnet.
Polomkobbelbare generatorer
Nogle producenter udstyrer deres vindmøller med to generatorer, en lille til perioder med lav vindhastighed, og en stor til perioder med høj vindhastighed.
Det er imidlertid mere almindeligt for moderne vindmøller at bruge polomkobbelbare generatorer. Dvs. generatorer som (afhængig af hvordan magneterne i statoren er forbundet) kan køre med forskellige antal poler og dermed forskellige omdrejningshastigheder.
Nogle generatorer bliver bygget som to-i-en, dvs. at de kan køre som f.eks. enten 400 kW eller 2000 kW generatorer ved to forskellige omdrejningshastigheder. Dette design er blevet mere udbredt i industrien inden for de sidste par år.
Om det kan betale sige at bruge en speciel generator med et mindre antal poler for lave vindhastigheder, afhænger af den lokale vindhastighedsfordeling, de ekstra omkostninger til en polomkobbelbar generator og den pris, vindmølleejeren får for strømmen. (Vær opmærksom på, at energiindholdet i lav vind er meget lille).
En god grund til at vælge et system med dobbeltgenerator er imidlertid, at vindmøllen kan køre med en lavere rotationshastighed ved lave vindhastigheder. Det er både mere effektivt (aerodynamisk), og det betyder mindre støj fra rotorbladene (hvilket normalt kun er et problem ved lave vindhastigheder).
De fleste har iøvrigt nogle polomkobbelbare motorer derhjemme uden at vide det. Vaskemaskiner, som også kan centrifugere tøjet, har normalt en polomkobbelbar motor, der kan køre med lavt omdrejningstal under vasken og højt omdrejningstal under centrifugeringen. Emhætter kan også være bygget til at kunne køre med flere hastigheder. (I det sidste tilfælde med flerhastighedsemhætten, kan vi bruge det, vi har lært om energien i vinden : Hvis vi vil flytte dobbelt så meget luft ud af huset i minuttet med den samme ventilator, så koster det otte gange så meget elektricitet).