Riisagermøllen
En tømrer, Christian Riisager, byggede en mindre 22 kW vindmølle (39K, JPEG) i sin baghave. Han tog udgangspunkt i Gedsermøllens design og brugte billige standardkomponenter (f.eks. en elektromotor som generator og bildele til gear og bremser), hvor det var muligt.
Riisagers vindmølle blev en succes i mange private husholdninger rundt omkring i Danmark, og hans succes gav de nuværende fabrikanter inspiration til at begynde fabrikationen omkring 1980.
Konkurrerende modeller
Nogle vindmøllemodeller, inkl. Riisagerdesignet, byggede delvist på de solide erfaringer fra den klassiske Gedsermølle eller de klassiske langsomt roterende mangebladede amerikanske vindroser. Andre var mere revolutionære som bl.a. Darrieusmøllen og maskiner, der brugte flaps til effektreguleringen eller hydrauliske transmissionssystemer osv. De fleste maskiner var meget små set med nutidens standard, normalt 5 til 11 kW.
Leon Bjervig var én af de pionerer, der eksperimenterede med alternative vindmøllekoncepter. Han udviklede en vertikalakslet, biplan vindmølle, som adskilte sig fra den traditionelle Darrieus-mølle ved at være en stiv konstruktion uden barduner. På billedet ses han på Vestas’ hemmelige prøvestation i 1979.
7.3 m diameter Darrieus “biplan” vindmølle.
Tvindmøllen
En vigtig undtagelse fra reglen om små maskiner var Tvinds 2 MW maskine, en ret revolutionerende vindmølle (også i politisk forstand, da den blev bygget af idealister, der praktiserede kønskvotering og andre politisk korrekte aktiviteter, som bl.a. at vifte med Maos “den lille røde”). Vindmøllen er en bagløber med 54 m rotordiameter og variabel omløbshastighed, synkrongenerator og indirekte nettilslutning med kraftelektronik. Vindmøllen kører stadig.
Hovedparten af den tidlige danske vindmølleudvikling lå altså langt fra de meget store maskiner i Tyskland, USA, Sverige, England og Canada.
I sidste ende var det forbedrede versioner af det klassiske trebladede forløberdesign fra Gedsermøllen, som vandt det kommercielle kapløb. Men (indrømmet) ikke uden en del sammenbrud – mekaniske såvel som økonomiske!
Forskningscenter Risø
Forskningscenter Risø blev oprindelig dannet som Danmarks svar på Los Alamos, dvs. et nationalt center for atomkraftforskning. I dag er det langt mere kendt for sin vindkraftforskning.
Forskningscenter Risøs Afdeling for vindenergi og atmosfærefysik har ca. 100 ansatte, der arbejder med aeroelastisk grundforskning, såsom samspillet mellem aerodynamik og strukturdynamik, vindmølleteknologi og vindressourcevurderinger. Centret har også en mindre kommerciel afdeling, der arbejder med typegodkendelser af vindmøller.
Risø var oprindeligt tiltænkt sidstnævnte opgave, da den danske regering omkring 1980 oprettede et støtteprogram for vindmøller i Danmark. For at beskytte køberne af vindmøller (og deres omgivelser), krævede regeringen, at alle støttede vindmøller skulle have en sikkerhedsgodkendelse. De strikse sikkerhedsregler (inkl. dobbelt bremsesystem) hjalp indirekte med til udviklingen af mere sikre og pålidelige vindmøller. (Støtteprogrammet udløb i 1989).
Bonus 30 kW
Bonus 30 kW vindmøllen (21K, JPEG), der blev produceret fra 1980, er et eksempel på en af de tidlige modeller fra de nuværende fabrikanter.
Som de fleste andre danske fabrikanter var firmaet oprindelig producent af landbrugsmaskineri.
Det grundlæggende design i disse maskiner er blevet videreudviklet kraftigt i de efterfølgende generationer.